Til april er det 30 år siden Tjernobylulykken fandt sted, men virkningerne kan stadig mærkes. Nedsmeltningen af atomkraftværket i det nordlige Ukraine sendte en stor mængde radioaktive partikler op i atmosfæren og forurenede en stor del af det omkringliggende område, hvoraf Hviderusland blev udsat for 70 procent af det radioaktive nedfald.

I sin fotoserie “The Invisible People of Belarus” har fotograf Jadwiga Bronte udforsket Tjernobylulykkens effekt på indbyggerne i Hviderusland og heriblandt dem, der bor på statsdrevne institutioner kaldet “internater”. Institutionerne er et slags kryds mellem en galeanstalt, et børnehjem og et hospice, hvor tusindvis af hviderussere lever et skjult liv, efter de som spædbørn er blevet “afleveret” til myndighederne af deres familie.

Jeg talte med Jadwiga om hendes projekt.

VICE: Hvad fik dig til at skildre de her internater?
Jadwiga Bronte: Det her emne har altid været meget personligt for mig. Jeg blev født i Polen, som stadig var en satellitstat til Sovjetunionen, da Tjernobylulykken fandt sted. Efter jeg lærte mere om ulykkens efterspil gennem et fantastisk fotoessay – “Chernobyl Legacy” af Paul Fusco – følte jeg et ansvar for at tage til Hviderusland og skildre situationen.

Jeg blev mest overrasket over, at det ikke kun er ofrene for Tjernobylulykken, som bor i de her institutioner. Vitterligt enhver, som den hviderussiske regering vurderer som værende “anderledes,” kan blive fjernet fra samfundet og gemt væk.

Der er en masse etiske overvejelser, når man skal fotografere sårbare mennesker. Havde du nogen betænkeligheder, inden du gav dig i kast med projektet?
Problemstillinger vedrørende visuel repræsentation af især sårbare mennesker har været et stort emne inden for fotografiet i lang tid. Handicap er et meget følsomt emne, og affotograferingen af handicappede mennesker kalder på etiske og æstetiske overvejelser. Dokumentarfotografer og fotojournalister er blevet kritiseret for deres tilgang og æstetiske valg ved mange lejligheder, og der er en grund til, at der næsten ikke findes nogen fotografier af handicappede mennesker. Det er måske på grund af tidligere forsøg på at behandle emnet og problemet med at repræsentere “andethed” positivt. Handicappede mennesker bliver næsten altid en metafor for “det anderledes”.

I mine øjne er beboerne på de internater, jeg besøgte, fantastiske, smukke og stærke mennesker. Gennem mit arbejde vil jeg gerne vise, at handicappede mennesker både kan studere, arbejde og opbygge meningsfulde relationer og bidrage til samfundet. Jeg synes, at der er en ufiltreret glæde i de fleste af mine portrætter, og jeg håber også, at andre folk kan se det. Det er svært at arbejde med sådan et følsomt emne, og det vil altid blive kritiseret til en hvis grad. Men jeg synes det er vigtigt, at folk bliver oplyst.

Var der nogen udfordringer forbundet med at arbejde på internaterne?
Jeg har aldrig lavet et projekt med mentalt handicappede før, så det var vigtigt for mig ikke at skabe en stressfyldt atmosfære eller gøre dem ængstelige.

Hvad mener du, at man skal ændre ved internaterne? Hvordan tror du, at man kan løse problemet?
Hele rammen for hvordan institutionerne fungerer og livskvaliteten for dem, der er spærret inde der. Man skal ændre holdningen hos befolkningen i Hviderusland ved at lære dem deres egen glemte historie og gøre dem mere bevidste om, hvad der foregår i deres eget land. Handicappede mennesker er stadig ret tabuiserede i Hviderusland, og det er ofte nemmere at efterlade dem – eller “give dem væk” [til myndighederne] – end at blive udstødt fra lokalsamfundet. Jeg ville elske at se de her mennesker blive anerkendt, accepteret og integreret i samfundet.

Derudover synes jeg, at folk i Europa bør kende til stadige problemer med overtrædelser af menneskerettigheder, dårligt sundhedsvæsen og hungersnød, som meget ofte følger med manglende midler og viden. Folk har tendens til at tro, at alle de problemstillinger typisk er mere fremtrædende i lav- og mellemindkomstlande uden for Europa og ikke lige uden for EU.

Der er et af fotografierne, som ligner et vægmaleri af en kvinde. Hvad er historien bag det?
Det er et gammelt billede af en kvinde – moderen til en “beboer” på hospicet. Det er meget sjældent, at beboerne har billeder af deres forældre, eftersom de fleste blev efterladt af dem kort efter fødslen.

Men for mig har det her billede to betydninger. For det første er det en metafor for at tiden går, men at problemet har været der længe. Og for det andet, så forbliver de her mennesker måske usynlige, og måske er der ikke nogen, der husker dem i sidste ende. Et billede er måske det eneste bevis på deres eksistens.

Mere fra VICE:

På diamantjagt i Den Centralafrikanske Republik

Billeder fra USA’s underverden

Botswanas cowboy metalfans