Det er mandag morgen på en Starbucks i Sydneys centrale forretningskvarter, tidspunktet hvor kontortyperne plejer at få deres daglige koffeinfix inden en lang travl dag. Men her på Starbucks er der langt fra travlt. Et par turister hænger i de alt for store sofaer og drikker alt for store frappucioner, men der er ingen kø og heller ingen stressede praktikanter, som ikke kan følge med i de komplicerede kaffebestillinger.

Det er fordi, alle kunderne er inde på den nærliggende espressobar, hvor de taler med en barista, der lægger mærke til, at gæsterne har fået ny frisure, og ved, om de kan lide skum på deres mandelmælks-macchiato.

I modsætning til nærmest alle andre lande i verden gider Australien ikke Starbucks. Den internationale kaffegigant åbnede sin første butik i Sydney i 2000 og fulgte siden op med 84 afdelinger rundt omkring på den australske østkyst. Bare otte år senere havde Starbucks tabt 143 millioner australske dollars (ca. 640 millioner kr) og var tvunget til at lukke 60 butikker.

Til sammenligning har Starbucks i gennemsnit åbnet en ny butik i Kina – et land hvor langt størstedelen af befolkningen er laktoseintolerant – hver femte dag, siden man åbnede den første butik i 1998.

Starbucks største forhindring: at australsk kaffekultur simpelthen er alt for god.

Man skal ikke være et marketinggeni for at se, hvad Starbucks gjorde galt, da de ville ind på det australske marked. I stedet for at opbygge en naturlig efterspørgsel på deres sirup med kaffesmag, bombarderede kæden potentielle kunder med en massiv bølge af butiksåbninger fordelt over et par måneder. De høje priser og den dårlige service hjalp heller ikke meget på det.

På trods af at man i Australien har klaret sig værre end i et land, der nærmest udelukkende er beboet af mennesker, der får voldsom diarré af at indtage ens produkt, besluttede det australsk-ejede Withers-Group sig for at opkøbe landets resterende Starbucks butikker. Ifølge Withers-Group chefen Warren Wilmot er målet at gøre Starbucks til “den mest succesfulde kaffekæde i Australien”. (Det var ikke muligt at få en kommentar fra Withers-Group).

Det kan godt være, at Wilmot sætter barren højt, men selv den mest veleksekverede forretningsplan vil ikke være nok til at få bugt med Starbucks største forhindring: at australsk kaffekultur simpelthen er alt for god.

Takket være bølgen af italienere og grækere, der emigrerede til landet i løbet af 1950erne, tog Australien hele idéen om espressoen som en slags social glidecreme til sig, meget tidligere end i USA. Så i modsætning til USA, hvor Starbucks introducerede en light version af europæisk kaffekultur, kom man i Australien for sent til en fest, man ikke var inviteret til.

“Starbucks var en revolution i USA fordi markedet var mere vant til filterkaffe”, forklarer Tuli Keidar, kafferister hos Mecca Espresso i Sydney. “Australien var allerede hjemsted for en espressobaseret kaffekultur, da Starbucks kom til. Man var derfor nødt til at konkurrere med caféer, der kunne tilbyde både tilsvarende og bedre produkter.”

Der er over 10.000 caféer i Australien. Lægger man ny asfalt går der ikke længe, før der bliver fyldt op med espressomaskiner, siddepladser fabrikeret af mælkekasser, og puder betrukket med sækkelærred. Jeg købte engang en sojalatte i en tidligere crackhule.

Der ingen, der synes, at det er fedt når der åbner en ny Starbucks i deres nabolag, men mon ikke det er de færreste, der kan frasige sig på et eller andet tidspunkt at have plejet sine tømmermænd med en Grande Americano

“Jeg tror virkelig, vi har taget tyren ved hornene og accepteret kaffe som en del af vores sociale dna,” fortæller Toby Smith, grundlægger af Toby’s Estate risteri og espressoskole i Sydney. “Australierne elsker virkelig at være sociale henover en kaffe eller en bid mad. Det passer godt med vores afslappede livsstil.”

Mange af de caféer Starbucks konkurrerer med er selvejende, så mange australiere tog et moralsk valg om ikke at støtte den invaderende megakæde. De færreste synes, at det er fedt, når der åbner en ny Starbucks i deres nabolag, men det er nok også de færreste, der kan frasige sig på et eller andet tidspunkt at have plejet sine tømmermænd med en Grande Americano. I Australien er det slet ikke en mulighed.

“Jeg tror, at australierne ser deres lokale caféer som en slags samlingspunkt for lokalsamfundet,” fortæller Keidar. “En selvejet café har nemmere ved at levere det som lokalsamfundet vil have end en kæde som Starbucks”.

Det hjalp heller ikke Starbucks, at de fleste australiere kan gennemskue deres sukkerfyldte pseudokaffe. Viden om “god kaffe” er vokset i de seneste år, og mange af de uafhængige kafferistere afholder nu cupping arrangementer (lidt ligesom en vinsmagning bare med kaffe og mere slubren) og kaffekurser.

“Når det gælder kaffe er mange australske caféejerne fast besluttede på at morgenmadsserveringen ikke må være af en ringere kvalitet end aftenserveringen,” siger Keidar. “Vi har ikke en særlig rigid madkultur, og derfor er vi ret åbne overfor at prøve nye ting.”

Australien halter måske nok efter resten af verdenen, når det kommer til antal kopper om dagen (den gennemsnitlige australier drikker 0.3 kopper kaffe om dagen sammenlignet med hollændernes 2.4 kopper), men man slutter øverst på skamlen, når det handler om kaffesnobberi. Det ville være tættere på sandheden, hvis folk i Fosters ølreklamer diskuterede kaffebrygningsmetoder snarere end at drikke øl. Men hvad er det ved australsk kaffe, der har fået et helt land til nærmest kollektivt at afvise et af verdens mest succesfulde brands?

“En god kaffeblanding er en subjektiv ting, men det er vigtigt, at den både har fylde og gennemslagskraft. Smagen må ikke drukne, når kaffen blandes med mælk,” forklarer Smith. “Vi vil gerne have, at den både er sød og syrlig, så den har karakter og smager godt sort. Den er også nødt til at have en vis kompleksitet og struktur.”

Det kunne personen der serverede din Pumpkin Spice Latte, ikke have fortalt dig. Det vil jeg væde på.

Selvom fremtiden for Starbucks i Australien virker usikker, er der alligevel et sted, de små caféer ikke kan nå dem. “Jeg går ikke rigtig på Starbucks,” fortæller Keidar. “Men hvis jeg gjorde, ville det sandsynligvis være i lufthavnen og så ville jeg bestille en frappe. Med cookies i.”

Så lad gå da. Vi lader Starbucks beholde deres monopol på pre-flight milkshakes.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i MUNCHIES US i november, 2014.