En kedelig dag med sig selv, og spejlene, mens man ser sig an, og ser sig ihjel, udslettet ånder man lettet op, fordi man endelig ikke er nogen, og man går på cafe, her skal man skrive en tekst, fordi pengene ikke hænger på træerne, men pengene kan veksles for ord, så her er ord, der ønsker at blive til penge, det er deres ærinde. En pige til kaffen, her hører hun til, til det drikkeklare varme, som sæden, som også tomatsuppen, alt det, der skal sluges, fornærmelserne også, når man er det evige forslugne barn, der aldrig får nok, der ikke kan mættes, end ikke af sultne blikke, der sendes fra hungerøjnene, der sidder i ansigter som brønde, som trænger til mønter og ønsker, de blikke giver eksem, og man må afvise dem, så godt man kan, selvom man trænger til dem, til at de klistrer én til som honning, men det går ikke, det gør det ikke, det går ikke at lade sig syne, som var man en bil, som måske er i god nok stand, til mange tusind kilometer endnu, men det er ikke sikkert, så den skal til syn, som piger skal, når de ældes, så kommer de til syn i spejlene, og spejlene har lært af Snehvides stedmors spejl, at de er ingen kære mor, så spejlene er groværlige og gnægger over pigens velpolstrede lår, for pigen går den lange vej mod dame, og pigen er godt i stand og ikke længere et fnug til vinden og til scenen, pigen er bare en ond dronning med fattige lommer, og en jalousi så stor som Atlanterhavet, og med kønne øjne, selvom de er forladte og runger af tomhed som marmorsale i slotte i de mest øde egne, som brødskiver uden hindbærmarmelade, øjnenes lys skred, lyset behøvede gunstigere vilkår, så lyset gik ud, og tog pigens gnist med sig, for lyset behøvede noget at tænde op med, i de kolde nætter, et bål at holde sig i live ved, og pigen under sine øjnes lys friheden, varmen. Virkelig, det er ikke løgn. Pigen kan ikke mere, under alle omstændigheder, og mørket og tomheden bekommer hende vel, som kaffen, som er sort som sjælen og som neglene. Neglene, som trænger til at blive klippet kortere, pigen har ikke negle, hun har kløer, hun er næsten et bæst, og det bliver farligt, når vanviddet sætter ind, at være så kampklar: bevæbnet. Pigen har det problem, hvad kan vi sige, den udfordring, at hun af og til træder ind i virkeligheden som varulv, og da går det ikke roligt for sig, da er hun til fare, mest for sig selv, men også for den, der elsker hende, som må holde hende hårdt og holde hende ud, indtil hun atter bliver sig selv, vågner op fra skriget og bliver til den zombie, hun egentlig er, den søde zombie med de lange negle, det lange hår, hende, der ikke kan gøre en flue fortræd, men dog kan æde en hest, men en selvdød én, det er en bedrift, at være i sultens vold, som var man et altfortærende flammehav, men det er man ikke, man er udslukt og tom, og på cafe, og det man skænker en tanke er: en præsident, der siger til en dame, at hun holder sig godt. Damen er en anden præsidents dame. Damen er gammel. Damen ser anorektisk ud. Præsidenterne giver hånd. Fjernsynet findes. Pigen er ikke i humør til at være. Men der er ikke nogen vej udenom. Man må trække vejret. Lade lungerne gøre deres arbejde. Se efter, om der ikke er mere kaffe i koppen. Sjælens trøst. Tage det i stiv arm: det, at verden er gal, isen smelter, bierne dør, og så videre, mens man selv synker halvt i knæ, som døren, mens hunden i hjertet gør og gør, indtil den ikke har mere at give af, og blot evner at rejse børster, hjertets stumme hund på tilbud, pigen med hundehjertet og hundeøjnene på cafeen længes efter et uvejr, men solen vil ikke vige, ikke give fortabt, pigen længes efter eventyr, men hun er blevet for tung til Peter Pan, og må måbe over priser på rugbrød i stedet for at flyve til ønskeøer, det er nu hendes lod, sådan lod man hende forvitre, mens man overlod hendes drømme til en myndighed, der gjorde bedre brug af dem, den uklædelige drøm om storhed led den kranke skæbne at blive smidt på møddingen af en velmenende praktikant, med forvaltningsansvar, og det hun har tilbage, pigen, er et lille håb om senere på dagen at krympe nok til at kunne genfinde sig selv som barn i den rosenhave, hun kender, fra da hun var fem år og ude på løjer og ude i det ærinde at hænge sin sut op på et træ med sutter.