Denne artikel er oprindeligt udgivet VICE Canada

Hvis vi har lært noget som helst om at være jomfru af teenagefilm, så er det, at der følger mange fordomme med. Vi forventer, at jomfruer af en vis alder er tynget ned af skam og angst – de vil ikke have, at vi opdager deres dybe hemmelighed, og på den anden side er de desperate efter, at gøre en ende på tørken.

Men Lauren virker helt afslappet omkring at være en 29-årig jomfru. Hun står ikke og råber det ud fra byens tage, men hun har heller ikke travlt med at have sex. Faktisk har hun det helt fint ved tanken om at leve hele sit liv uden at have sex. Det skyldes blandt andet, at hun har problemer med sine kirtler, som påvirker hendes hormonproduktion, men det handler også om, at hun bare er fucking ligeglad.

Hun er vokset op i et dybt religiøst område, og det er den attitude, der har fået Lauren til at finde en sæddonor og blive single-mor – selv om både venner og læger anbefalede hende at lade være. På den måde er hun sluppet for at date, og det er hun glad for, for hun mener, at apps giver fyrene mulighed for at være nogle kæmpe røvhuller.

“Folk siger de værste ting,” fortæller hun. “Jeg kan huske, at jeg lavede en profil på en datingside, og den første kommentar jeg fik var “har du lyst til at komme forbi og sætte dig på mit ansigt?’ For det første: Virker det på nogen? Og for det andet: Nej tak. Den slags mennesker vil jeg ikke have noget at gøre med.”

VICE tog fat i Lauren for at snakke om desperate beskeder i indbakken, graviditetshormoner og den helt særlige slags FOMO, der følger med, når man ikke har noget sexliv. (Bare lige for at få detaljerne med, så har hun termin i juni, og hun leder efter navne-inspiration i Game of Thrones.)

VICE: Kan du huske, om du ret tidligt har følt dig anderledes?
Lauren: Jeg vidste fra starten, at jeg var anderledes. Jeg er født med hypopituitarisme, hvilket vil sige, at min hypofyse ikke producerer nok hormoner og ikke sender de rette hormonelle beskeder til andre kirtler i kroppen, herunder adrenalinkirtlen og æggestokkene. Derfor bliver jeg nødt til at tage et hormonsupplement for at få balance i kroppen. Jeg har haft det under kontrol i 29 år, så det er ikke et problem som sådan. Men jeg var selvfølgelig anderledes, fordi jeg tog skjoldbruskirtelpiller og sprøjtede væksthormoner ind i kroppen hver dag.

På grund af hypofysen kom jeg meget sent i puberteten. Det var slet ikke kommet i gang, hvis ikke jeg havde fået hævet mit østrogenniveau. Jeg begyndte kun på det, fordi de andre drillede mig med, at jeg ikke havde nogle bryster, og det havde alle de andre haft i lang tid. Det var rigtig nederen, fordi det tvang mig ud i noget, som jeg faktisk ikke nødvendigvis var klar til.

Var det svært ikke at gennemgå puberteten samtidig med dine venner? Drillede de dig meget?
Jeg synes, det var værst i de sidste år af folkeskolen. De drillede mig med, at jeg var flad og havde skæve tænder. Børn går jo efter alt, der er anderledes. Der er meget af den mobning, som har givet mig social angst i dag. Mit liv blev bedre, da jeg begyndte at ligne de andre. Jeg kom fra en lille skole og startede på en high school, hvor der var 1500 elever og over 500 på min årgang. Der var det virkelig nemt at gemme sig og blive en del af en ny gruppe.

Efter fem minutters samtale med en fertilitetsekspert ændrede alt sig.

Det sværeste var at blive gravid. I starten sagde min endokrinolog, at det ikke kom til at ske, og at jeg skulle bruge en ægdonor og bruge titusindvis af kroner på fertilitetsbehandling. Jeg følte mig virkelig trådt på. Men han henviste mig alligevel til en fertilitetsklinik. Jeg brugte et helt år på en venteliste og havde næsten givet op, men efter fem minutters samtale med en fertilitetsekspert ændrede alt sig.

Jeg er ret forundret over, at du slet ikke har noget FOMO i forhold til sex. Føler du slet ikke, at du går glip af noget?
Efter jeg blev gravid, har der været et par gange, hvor jeg følte, at jeg godt kunne tænke mig at finde en, som jeg kunne have sex med… Nogle gange har jeg tænkt, at jeg ville være sammen med en tilfældig, fordi jeg var nysgerrig, men den følelse forsvinder hurtigt igen – jeg ved godt, at jeg ikke er mig selv.

Hvis du skulle gøre noget ved det, hvad ville den ideelle situation så være? Middag? Netflix and chill?
Det bedste ville være, hvis det var en person, som jeg har kendt længe. Ikke noget med middag eller den slags. Det skulle kun være for at prøve det der sex. Jeg tror, jeg ville få kolde fødder, hvis der var en lang optakt til det. Jeg er en ret anspændt person, så hvis jeg var ude til middag først, ville jeg prøve at finde fejl ved den anden person eller tale mig ud af det.

Du har sagt, at du synes, det er formålsløst at date. Kan du sige lidt mere om det?
Tja. Jeg har datet lidt. Jeg havde en kæreste, da jeg gik i 10. klasse, og vi holdt i hånden og den slags. Vi blev enige om, at det ikke fungerede. Vi er stadig venner, og der har aldrig været dårlig stemning mellem os. Jeg har ikke haft dårlige oplevelser med dem, jeg var på date med, men det siger mig ikke noget. Jeg har prøvet onlinedating. Det virker bare ikke, som om det er det værd. Sidste gang, jeg var på date, var lige omkring jul. Jeg kan huske, at en af mine venner prøvede at sætte mig op med hendes bror. Men jeg har det fint med at gøre, hvad jeg har lyst til med mig selv. Det er nemmere, at man ikke skal bekymre sig om andre mennesker.

Kan du godt lide at kysse?
Jeg er blevet kysset, og det var meget akavet. Det har jeg ikke lyst til at gøre igen.

Er onani en del af dit liv?
Jeg har prøvet at onanere, og jeg kunne ikke rigtig lide det. Så jeg gjorde det aldrig igen.

Hvad tænker dine venner? Er der mange, der ved det?
I den vennegruppe jeg voksede op i, var det aldrig en stor ting, og det var meget rart, for jeg følte ikke, at der var noget pres til at gøre noget, jeg ikke havde lyst til. Vi snakker mere om deres sexliv, end vi snakker om mit. Det er ikke fordi, de ikke støtter mig, men hvis ikke jeg selv nævner det, så vil de ikke presse mig.

Det er svært at sige, hvor mange der ved det. Jeg bor i en ret lille, religiøs by. Den er blevet en anelse mere progressiv på det seneste, men indtil for et par år siden var byen tørlagt. Så det er ikke lige noget, man taler åbent om. Folk ved, at jeg er single og skal have et barn alene. Men de ved ikke nødvendigvis noget om, at jeg er jomfru.

Er der religiøse grunde til, at du vil være mor?
Det har jeg joket med, men mest af alt er det her en fuckfinger til alle dem, der sagde, at jeg ikke kunne gøre det, før jeg var blevet gift. Det er det modsatte af en religiøs grund. Hvis du siger, jeg ikke må, så gør jeg det alligevel.

Tror du, der er noget, som alle ikke-jomfruerne derude kan lære af din situation?
Jeg tror bare, det gælder om at kende sig selv. Jo bedre du kender dig selv, jo mere afslappet har du det med de valg, du træffer. Jeg ved, hvad jeg har det godt med, og jeg ved, hvad jeg vil have. Folk siger altid, at man skal tage tid til at elske sig selv. Det lyder så skide kliché, men det er det bedste, man kan gøre. Når først man ved, hvad man vil have, så kan man være ligeglad med hvad andre tænker.

Tror du nogensinde, at du vil ændre holdning? Måske vågne som 35-årig og beslutte dig for at kaste sig ud i det?
Det ville være en frygtelig oplevelse, tror jeg. Bare tanken om at være i 30’erne og skulle fortælle en anden person, at jeg er jomfru i den alder – det ville være ligesom det der gamle afsnit af Seinfeld. Det er alt for pinligt. Hvis jeg på et tidspunkt har lyst til at være sammen med en fyr, så ville jeg bare lade være med at nævne, at jeg er jomfru… Det kan godt være, jeg fortryder det hele om ti år. Nu må vi se.