Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Klokken var lidt over syv om morgenen, da det bankede på døren. Det var det første tegn på, at Kates dag ikke ville blive, som den plejede. Hun gik rundt i familiens hjem og gjorde sig klar til at tage på arbejde sammen med sin mand Alex, som hun havde været gift med i 20 år. Deres to døtre var allerede flyttet hjemmefra, og de forventede ikke besøg så tidligt om morgenen.

“Et øjeblik efter var hele huset fyldt med politibetjente,” forklarer Kate i telefonen. “De kom direkte ind i soveværelset, hvor jeg sad og lagde make-up, og sagde, at de skulle bruge alt mit elektroniske udstyr.” Kates telefon lå på sengen, og der var også en iPad og en bærbar computer i huset. “Jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik.”

En betjent bad Kate om at sætte sig i stuen. Inden hun satte sig, ringede hun til til sit arbejde og forklarede, at hun nok ville komme for sent. Hun var så rystet, at hun glemte at lægge på, og hun fandt senere ud af, at den besked hun lagde på sin chefs telefonsvarer blev ved med at optage.

“Alex sad og vuggede frem og tilbage i en stol,” fortsætter Kate. Det, han sagde, da han åbnede munden, rystede Kate. “‘Jeg er ikke pædofil, jeg er ikke pædofil,’ blev han ved med at gentage for sig selv, igen og igen og igen. Betjentene ville ikke lade os tale sammen alene, for da de ankom, vidste de endnu ikke, hvem de skulle anholde. Jeg kunne ikke blive beroliget af Alex, og han sad bare og gentog den samme sætning.”

Hun havde ikke andet end sin partners ord at forholde sig til, så hun tog hans afvisning for gode varer, og troede på, at det hele måske var en ondsindet beskyldning.

Tolv timer senere sad Kate i et lokale sammen med sin mand på politistationen. Det var der, han indrømmede over for hende, at han i årevis havde kigget på ulovlige billeder af seksuelt misbrug af børn online.

“Da han indrømmede det, forandrede alting sig med et trylleslag,” siger Kate. “Jeg havde forsvaret ham indtil da, og jeg havde endda talt ret grimt til betjentene. Jeg kæmpede hans sag – men pludselig forstod jeg, at jeg var på den forkerte side. Da jeg indså, at han løj, vidste jeg, at der ikke længere var nogen fremtid for vores ægteskab. Jeg vidste, at vi ikke kunne komme igennem det her.”

Kate kan huske, at hun råbte og skreg, mens hun stod på politistationen, inden hun udvandrede. Hun ville bare væk derfra. Der er nu gået to år siden den dag, der forandrede Kates liv for altid, og nu forbereder hun sig selv på premieren på den dokumentar med navnet- Married to a Paedophile, som hun har været med til at lave.

Vi taler i telefon for at beskytte hendes anonymitet. Kates navn er heller ikke Kate i virkeligheden, og selvom den lyd, der bliver brugt i dokumentaren stammer fra rigtige optagelser af Kate og andre, er det skuespillere, der har rekonstrueret samtalerne. Holdet bag filmen har brugt mange måneder sammen med Kate og en anden kvinde, som har været igennem en lignende oplevelse, for at dokumentere hvordan familierne forsøger at forholde sig til en uvis fremtid.

Når vi taler om seksuelt misbrug af brøn, er vores fokus helt automatisk på den krænkende person og dennes ofre. Men Kate har valgt at fortælle sin historie til instruktør og producer, Collette Camden i håbet om, at filmen kan sætte fokus på de uskydldige mennesker, som alt for ofte bliver glemt: De mennesker, der har en relation til dem, der begår så frygtelige forbrydelser.

“Vi fokuserer enormt meget på ofrene for seksuelle overgreb, og sådan bør det også være,” siger Kate, inden hun er stille et øjeblik for at berolige sig selv. “Det skal være vores primære fokus. Vi fokuserer også en del på forbryderne, og vi bruger meget tid på at diskutere, hvordan vi skal håndtere dem: Hvorfor har de begået de forbrydelser, og hvad kan vi gøre for at forhindre, at det sker. Men der er ingen, der tænker på den tredje gruppe. Vores liv forandrede sig med et, og det ødelagde mig.”

Kate kan huske, at hun ringede til den betjent, der anholdt hendes mand – nu stod hun helt alene og anede ikke sin levende råd, så hun ville gerne vide, hvor hun kunne få hjælp og støtte. Betjenten foreslog offerrådgivningen, men kom også med den bemærkning, at hun ikke rigtig var et offer. “Han sagde, at vi bare var pårørende,” siger Kate tydeligt frustreret. “De tænkte overhovedet ikke på mig og mine piger.”

Kate kørte Alex hjem til deres hus, da han blev løsladt igen. De sagde ikke et ord til hinanden hele vejen. Det første hun gjorde, da hun kom hjem, var at få hendes mand til at ringe til sin mor. Kate havde snakket med hende i løbet af dagen, og hun havde behov for at Alex indrømmede, hvad han havde gjort, så hun ikke var nødt til at fortælle det. “Jeg ville også gerne straffe ham lidt, må jeg indrømme,” siger hun. “Så talte jeg med min søster. Hun kunne slet ikke kapere det. Hun mente, at jeg blev nødt til at forlade huset, og at jeg ikke burde være der.” Den nat sov Kate på soveværelset, mens Alex var forvist til sofaen. “Jeg prøvede at snakke lidt med ham, men det var svært. Så fik jeg det arrangeret, så jeg kunne sove hos min søster. Hun hentede mig næste morgen, og da jeg kom tilbage til huset et par uger efter, havde Alex pakket alle sine ting og var forsvundet.”

I løbet af den periode læste Kate alt om pædofili, hun kunne få fat i, for at forsøge at få så meget information som muligt. “Jeg blev nødt til at vide mere om forbrydelserne, hvordan og hvorfor han havde gjort det,” forklarer hun. Det andet spørgsmål, som blev ved med at dukke op i hendes hoved, var om Alex havde haft nogen direkte kontakt med børn – parret havde to døtre og Alex arbejdede som lærer på en skole. “Det gik mig virkelig på i lang tid – det gør det til dels stadig,” siger hun. “Jeg er ret sikker på, at han ikke selv har gjort noget, men der er også meget, der tyder på, at folk tit ender med at gøre det.”

Nu har Kate startet sit liv forfra. Hun har meget lidt at gøre med Alex, men ved, at han stadig holder kontakten til sine to døtre. Hun er flyttet, og hun har fundet en ny mand. Hun fortæller, at det bestemt ikke var nemt at lave dokumentaren, og ventetiden op til premieren har været fyldt med ubehagelige minder og følelser. Men hun tror alligevel på, at det er det hele værd.

“Der er rigtig mange myter om familiemedlemmer eller ægtefæller til sexforbrydere, især siger man, at de må have været klar over, hvad der foregik,” siger hun. “Fordi en kone har et intimt forhold med sin partner, går folk ud fra, at en kone må have været bevidst om, hvad der skete, eller i det mindste har haft en mistanke. Sandheden er, at I langt de fleste tilfælde ved konen absolut ingenting, før det banker på døren, og politiet vælter ind.”

Kate håber, at Married to a Paedophile kan ændre på det.

“Jeg vil også gerne pointere, at det er muligt at få hjælp, hvis man står i en lignende situation, og jeg vil især fremhæve Lucy Faithfull Foundation,” siger hun, og henviser til en velgørenhedsorganisation, der blandt andet hjælper sexforbryderes familier. Hvert år bliver 5400 mænd anholdt for at downloade seksuelle billeder af børn alene i Storbrittannien, og tidligere i år blev over 1000 primært unge mennesker anklaget af det danske politi for at dele børneporno. Det er klart, at det betyder, at der er rigtig mange venner og familiemedlemmer, der står tilbage med en følelse af forvirring og isolation, og som har behov for hjælp. “Jeg håber, at det kan hjælpe kvinder, som står i en situation, der minder om min, når de ser filmen.”

Jeg spørger Kate, hvordan hun har det, når hun kigger tilbage på de seneste to år. “Jeg er kommet videre med mit liv, så jeg forsøger ikke at tænke for meget på det,” siger hun. “Når jeg ser mine døtre, er det i baghovedet. Jeg har været igennem hele spektret af følelser, og der er stadig rigtig meget vrede, men også medfølelse. Jeg ved, han ikke lever et behageligt liv – han har mistet sit job, sit hjem og mig. Der er stadig en fornemmelse af, at han ikke helt har accepteret, hvad der er sket. Det må også være svært at indrømme overfor sig selv – at han kiggede på børneporno og fik noget ud af det. Han påstår stadig, at han ikke tændte på det, og det har jeg svært ved at tro på.”

“Når det er sagt, så slutter min egen fortælling ret godt. Jeg har et godt og lykkeligt liv nu. Jeg håber, at jeg kan give nogle af de andre kvinder håb og styrke, når det ser sort ud, og de har det som om, der ikke er nogen udvej.”