Fugle er levende dinosaurer.

Til trods for de åbenlyse, fysiske forskelle mellem en kylling og en velociraptor, så er de nært beslægtet rent genetisk. Faktisk er ligheden så stor, at det er lykkedes forskerne, som forsøger at forstå det evolutionære bånd mellem de to arter, at udpege specifikke gener, som binder dem sammen. Den videnskabelige fascination slutter dog ikke ved blot at udpege sammenhængen.

For Alexander Vargas, biolog ved University of Chile, var det næste naturlige skridt at manipulere kyllingers gener for at kunne vurdere præcis hvor meget af deres genetiske materiale, der stammer fra forhistorisk tid.

Vi tog en snak med Vargas om hans forskning, hvis nyeste bedrift er at gro et dinosaurben på en kylling i videnskabens navn. Til gengæld skal du nok ikke sætte næsen op efter at kunne bestille en spandfuld stegte dino-kyllingelår i nær fremtid.

MUNCHIES: Hvad er den evolutionære forbindelse mellem kyllinger og dinosaurer? Alexander Vargas: Når man spiser et kyllingelår, støder man altid på den der knogle, som minder lidt om en rygrad, og som mange mennesker finder irriterende. Det her rygradslignende lægben er noget, der hører fugle til, og som kun de har udviklet. Det mærkelige er, at de knogler minder om dem, man finder hos dinosaurerne.

Hvordan adskiller et dinosaurben sig fra et kyllingeben? Dinosaurerne er fuglenes forfædre. Det er almindelig kendt videnskab. Fugle er levende dinosaurer, men de har udviklet sig fra den fossillignende tilstand, som man kender fra for eksempel T-rex. Hvis man ser på alle de gamle dinosaurer, kan man se, at den her knogle (lægbenet) er formet som et rør og er lige så lang som skinnebenet og går helt ned til anklen.

Hvordan fik i et dinosaurben til at gro på en kylling? Vi hæmmede et modningsgen, som hedder Indian Hedgehog (IHH), som gjorde, at lægbenet blev ved med at vokse. Det resulterede i en kylling, der lignede de gamle dinosaurer. Den havde et fuldt udvokset lægben, der gik helt ned til anklen.

Hvorfor er det et vigtigt resultat? Det beviser, at man stadig kan finde dinosauregenskaber hos fugle, og jeg synes, det er vildt betagende. Det demonstrerer, hvor tæt forbindelsen mellem dinosaurer og fugle er – der er stadig meget dinosaur tilbage i kyllingen.

Var der en dino-kylling mutant, der løb rundt på laboratoriet efter jeres eksperiment? Det var et kyllingefoster. Vi lader dem kun vokse til et punkt, hvor vi kan se, om den udvikler sig anderledes end en normal kylling. Man kan se alt det, man skal vide, lang tid før udklækningen. Det er kun cirka halvdelen af udrugningstiden, man skal bruge.

Hvorfor lader I ikke dino-kyllingen blive udklækket? For det første fordi kyllingen måske ikke stemmer overens med naturen, og for det andet fordi den ikke ville besvare nogen videnskabelige spørgsmål, vi måtte have. Vi ville bare se, om vi kunne gro et dinosaurben.

Hvad er de etiske problemstillinger ved at udklække en kylling med et dinosaurben? Man skal have en anden slags bioetisk tilladelse fra laboratoriet for at måtte holde levende kyllinger. Der er forskere over hele verden, som eksperimenterer med kyllingefostre: kyllinger med ét øje, kyllinger med flere læmmer, kyllinger med vildt mange tæer, kyllinger uden læmmer og alle mulige slag monsterkyllinger. De når aldrig at blive udklækket. Den primære forskel med vores eksperiment er, at det har en evolutionær betydning.

En velociraptor ser rimelig faretruende ud – i modsætning til kyllinger – men der er helt åbenlyst en tæt genetisk forbindelse. Forbindelsen er allerede blevet etableret, men vores forskning viser hvor meget dinosaurpotentiale, der stadig er tilbage i kyllingen. Der er mange træk, der er forsvundet, men vi har vist, at det er muligt at få dem frem igen. Deres lægben er fuldstændig ligesom velociraptorens. Og en velociraptor ser helt klart ud, som kyllingens forfædre ville, fordi de er den gruppe af dinosaurer, der er tættest på fugle.

Helt hypotetisk set – hvordan ville den her dino-kylling så se ud, hvis den blev udklækket? Jeg tror ikke, den ville adskille sig synderligt fra en normal kylling på ydersiden. Måske ville man kunne se, at kyllingelårene er lidt tykkere, men der ville desværre ikke være noget mere påfaldende. Jeg tror ikke, det ville have betydning for, hvordan den bevæger sig, og jeg tror ikke, den ville lide, for det er ikke en drastisk ændring. Men vi ved det ikke. Vi nøjes med at ændre morfologien i anatomien. Der er måske nogen, der ville risikere den etiske debat og se, hvordan de her kyllinger går, men det er ikke vores kop te.

Kommer vi til at spise stegte dino-kyllingelår i nær fremtid? Det her var et eksperiment, som man ikke må gentage med produktion som formål. Vi behandlede den faktisk med et stof, der hedder cyclopamine, og det har du helt sikkert ikke lyst til at spise. I hvert fald ikke i de tidlige stadier af udviklingen. Det hedder cyclopamine, fordi det gør dig til en kyklop. Hvis man påvirkes af det i sit tidlige forsterstadie, så udvikler man et øje i panden. Jeg ville helt klart undgå at spise cyclopaminebehandlet kylling.

Tak for kyklopadvarslen og tak for snakken. Det var en fornøjelse.