Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Sidste år mødte jeg Pieter Tritton, nogle måneder efter han havde afsonet en dom på tolv år for at være bagmand i en sag om kokainsmugling fra Sydamerika til Storbritannien. “Posh Pete,” som han gik under i forbryderunderverdenen, var diskret og havde et roligt væsen. Han var langt fra stereotypen af en kokaingangster. Han voksede op i et middelklassehjem i Gloucestershire og studerede arkæologi ved Cardiff University. Da han i 2005 blev han anholdt af Interpol på et hotelværelse i Quito i Ecuador, var han i besiddelse af et telt imprægneret med 7,8 kilo kokain.

Hans bog, El Infierno, der handler om, hvordan han overlevede 12 år i et ecuadoriansk fængsel, er lige udkommet. Jeg var dog primært interesseret i at høre om en pæn dreng fra Cotswolds transformation til international narkokurer. Jeg opsøgte ham for at få en sludder.

VICE: Hej, Pieter. Begyndte du tidligt med stoffer?

Pieter Tritton: Jeg stiftede tidligt bekendtskab med stoffer på grund af alle de gratis raves, der var rundt omkring Gloucestershire tilbage i 90’erne. Da jeg var 14 røg jeg pot og tog lidt amfetamin. Jeg begyndte med ecstasy, da jeg var 15. Der var så mange, som tog stoffer, så det virkede ikke unormalt. Stoffer blev solgt ret åbenlyst, så jeg begyndte selv at sælge for at kunne dække mine udgifter.

Hvad var det første, du købte og solgte?
Det var 28 gram “Durban Poison” [pot], da jeg var 14. Da begyndte jeg også at sælge ecstasypiller.

Var du ikke bange for at blive busted?
Jeg blev faktisk busted for at sælge pot og LSD i gymnasiet. Mine forældre blev ekstremt vrede og bekymrede, så jeg lagde det på hylden, men det holdt ikke længe. På Universitetet var der ingen, der vidste, hvor de skulle skaffe stoffer. Jeg havde ikke så langt til Cardiff, så jeg tog bare hjem, foretog et par opkald, og begyndte så at sælge kokain, pot og ecstasy for at supplere SU’en. Jeg solgte omkring et kilo coke om ugen. Jeg droppede ud af universitetet og besluttede mig for at udvide forretningen ved at sælge til studerende rundt omkring til fester. Jeg havde brug for pengene.

---

WATCH: The Truth About Ecstasy

---

Hvordan udviklede det sig så derfra?
Jeg flyttede til Bristol og begyndte at sælge coke, piller og pot. Jeg har altid haft en evne til at bevæge mig op i hierarkiet – jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg blev introduceret for nogle af de store spillere i det sydlige Wales gennem nogle af de folk, jeg solgte til. Det var sådan lidt bagvendt. Jeg sagde til mine kunder, “Jeg kan skaffe mere af det her til en bedre pris, så tal med dem I køber fra, og spørg om de vil købe.” Så jeg blev introduceret for folks dealere, det var nogle ret hårde typer, udsmidere fra forskellige natklubber. Jeg havde pludseligt opbygget et omfattende netværk.

Hvor stor en kanon var du selv på det tidspunkt?
Jeg kørte selv min forretning. Jeg havde en del leverandører. Det var pålidelige folk i Cardiff, Gloucestershire, Dalene og Bristol. Men jeg ville have mere, så jeg satte mig ned med et landkort, og Skotland lignede et godt sted at udvide forretningen til. Priserne dér var helt utroligt høje, så jeg ringede til nogle af mine gamle venner og spurgte, om de kendte folk deroppe, der var interesserede i at købe kvalitetsvarer til videresalg. På daværende tidspunkt solgte jeg omkring 500 til 1.000 kilo hash, 30.000 ecstasypiller og fem kilo kokain om måneden. Det var temmelig lukrativt. Men det begyndte også at blive ret nervepirrende. Jeg vidste, jeg ville ryge ind at sidde i lang tid, hvis jeg blev taget. Når man når det niveau med sin forretning, begynder man at arbejde sammen med de store gangstere i London og Bristol. Folk, der er vant til hård kriminalitet. Man begynder at se en del flere skydevåben.

Tog folk pis på dig, fordi du var en middelklassedreng? Hvordan bar du dig ad med ikke at komme til skade?
Jeg havde et øgenavn: Posh Pete, men jeg har altid kunne færdes i forskellige verdener. Jeg kan hænge ud med aristokrater og multimillionærer i store palæer lige så let, som jeg kan hænge ud med folk i den kriminelle underverden i den hårde ende af Cardiff eller Bristol. Jeg kan gå ind i enhver situation og forlade den uskadt igen. Jeg ser ikke forskelligt på folk. Alle er lige fra mit standpunkt.

Prøvede nogen at slå dig ihjel?
Ja. Jeg blev kærester med en pige i Bristol, hvis ekskæreste var medlem af en lokal bande. Han besluttede sig for at røve mig for to kilo kokain, hvorefter han gik ud og festede. Jeg fandt hurtigt ud af, hvor han var. Jeg satte et møde op ved siden af Browns, en restaurant i nærheden af Clifton. Vi parkerede overfor mødestedet og så dem køre forbi i bil. Vinduet var rullet ned, og der sad en fyr med en pistol klar til at skyde mig. Jeg ringede til ekskæresten og bad ham møde mig på restauranten. Jeg satte mig ned, der var helt proppet med mennesker, og han kommer ind og truer med at dræbe mig. Han har en 9 mm stukket ned i bukserne. Jeg rejste mig – restauranten var helt stille – og sagde, “Har du tænkt dig at skyde mig foran alle de her folk? Er du dum?” Han skred igen, og jeg fik de fleste af mine penge tilbage til sidst.

Vidste din familie og dine venner, hvad der foregik?
Efter noget tid var jeg oppe på at sælge ti kilo coke om ugen, og jeg tjente ca. 250.000 kroner om måneden, så jeg levede det gode liv. Jeg lejede en hel fløj af en herregård i Slad Valley, hvor Laurie Lee skrev Cider with Rosie. Jeg kørte i Mercedes Kompressor, Saab og Volvo. Folk spurgte mig, “Hvordan tjener du dine penge?” og “Hvad fanden foregår der?” Jeg sagde, jeg solgte antikviteter. Det gjorde jeg faktisk også lidt.

Hvordan blev du international smugler?
Jeg havde faktisk allerede smuglet stoffer ind i Storbritannien, mens jeg læste på Cardiff University. Jeg blev venner med en studerende, der var lidt ældre end mig, som havde kontakter til folk, der fabrikerede piller i Amsterdam, så vi begyndte at importere. Jeg tror, det endte med at være 2.000 ecstasypiller. Jeg lejede en bil og kørte derover. Leverandørerne var nogle underlige typer, lidt som en Scientology-kult. Det var meningen, at de skulle vakuumpakke pillerne og fore en bomberjakke med dem, men de lå bare i lommerne. Da jeg skulle med færgen over ved Calais, blev en narkohund opmærksom på bilen, fordi min jakke lå i den. De trak mig ind til siden, og jeg tog jakken på. Jeg blev aldrig visiteret, så jeg slap med skrækken.

Hvad fik dig til at udvide forretningen i Sydamerika?
I 2002 fik jeg en dom på fem år efter politiet fandt 5.000 piller og en masse pot, coke, amfetamin og heroin i mit opbevaringsdepot i Gloucestershire. Helt fra starten af vidste jeg, at jeg måtte gentænke min strategi, hvis jeg skulle fortsætte, når jeg kom ud. Jeg var selvfølgelig blevet et kendt ansigt i Storbritannien, så jeg besluttede, at jeg kun ville smugle små partier til høj værdi. Men så kom 9/11, og sikkerheden blev skærpet. En dag læste jeg en artikel i The Sunday Times om en fyr, som havde imprægneret nogle plastikhavemøbler med kokain. Jeg tænkte øjeblikkeligt, ‘Det er en genial ide.’

Hvordan satte du din plan i værk?
Da jeg kom ud to og et halvt år senere, tog jeg straks til London for at møde en colombianer og en chilener. De smuglede kokain ind i Storbritannien ved at imprægnere gummidugen, der udgør gulvet i et telt. Colombianeren havde en kontakt i Cali, en eks-soldat, der stod for at skaffe kokainen, imprægnere gummien, pakke det hele og sende det til Ecuador, hvorfra det så blev smuglet ind i Storbritannien. Han arbejdede i et fitnesscenter, han var en rolig og flink fyr. Men samtidigt vidste jeg, at han ikke ville have nogen problemer med at slå mig ihjel. Hvis der var nogen som helst tvivl eller problemer, så var man død.

Den første tur ville jeg selv klare. Jeg ville ikke sende folk ud for at klare en opgave, jeg ikke selv havde prøvet. Jeg ville vide, hvad jeg talte om. Så jeg fløj til Ecuador og mødte fyren fra Cali, som gav mig et telt med tre til fem kilo kokain imprægneret i gulvdugen. Jeg købte en masse souvenirs i lufthavnen, så jeg ikke så mistænkelig ud, og efter en lidt hårrejsende oplevelse med tolden i Holland, nåede jeg hjem med teltet i god behold. Som sydamerikanerne havde vist mig, fik jeg kokainen ud af gummien. Vi bearbejdede det og solgte det hele for omkring 820.000 kroner.

Oplevede du et rush?
Det mærkelige var, at så snart vi havde klaret det, var pengene uinteressante. Jeg er nok lidt af en adrenalinjunkie. Udfordringen var det vigtigste. Jeg gemte bare pengene i skabet og tænkte, ‘Hvad bliver det næste eventyr?’ Det virkede, og derfor blev jeg ved med at smugle kokain ind i telte. Jeg begyndte nu at bruge “uskyldige” passagerer uden pletter på straffeattesten. Vi klarede otte ture, før politiet endelig fangede os.

Hvornår gik det op for dig, at spillet var ude?
Jeg fandt senere ud af, at vi havde været under overvågning gennem to år. I begyndelsen havde politiet ransaget et af mine laboratorier i Cali. De anholdt min colombianske kontakt, og han begyndte at samarbejde med myndighederne. Fra da af var spillet ude. Jeg vidste, de overvågede mig. Vi havde en informant i London, som gav os oplysninger fra politiet. Han tjekkede deres system og fortalte mig, at jeg var hovedperson i en stor politiefterforskning. Nogle tyrkere hjalp mig med at komme ud af Storbritannien, og så gik jeg under jorden i Frankrig. Idiotisk nok valgte jeg at tage en sidste tur til Ecuador, og det var der, jeg blev taget på hotellet med alle stofferne.

Hvordan overlevede du i fængslet?
Jeg havde kontakter i Europa, der var villige til at købe kokain fra banderne i fængslet. Jeg positionerede mig selv som en mulig mægler. Til gengæld lod de mig være i fred. Jeg fik beskyttelse, og de behandlede mig som en af deres egne. Jeg endte med at sælge kokain for dem.

Hvad var det, der fik dig til at gå fra et stille liv i Cotswold til at blive smugler for colombianske gangstere og havne i fængsel i Ecuador?
Jeg var virkelig opsat på at tjene penge og gøre noget for min familie. Det var den afgørende faktor. I sidste ende ville min mor ikke have min hjælp. Hun døde, mens jeg sad inde i Ecuador.

Føler du skyld over at have været involveret i det her?
Ja, det gør jeg. Mange af mine venner er døde af overdoser. Ingen af dem har været direkte forbundet til mig, da det mest handlede mest om heroin. Jeg har oplevet skyldfølelse, når jeg har set folk bukke under, men jeg har også ofte nægtet at sælge til folk og forsøgt at hjælpe dem. Jeg bryder mig ikke om at se folk blive afhængige. Min mor var alkoholiker, og jeg ved, hvor svært det er for en familie.

Synes du, stoffer skal legaliseres?
Hvis man sporer kokainhandlen til sine rødder, så er det folk, der dyrker planten i junglen, fordi de ikke har andre muligheder. Det først et par trin længere oppe af stigen, ved kartellerne, at kriminaliteten begynder. Der må være en anden løsning end den her fallerede krig mod narko. Det er bare en måde for en masse mennesker at tjene penge på, lidt ligesom våbenindustrien. Jeg tror kun, man kan løse problemerne ved at legalisere stoffer, dyrke dem som almindelige afgrøder, administrere og beskatte dem, som man gør med alkohol og tobak. Så fjerner man det kriminelle element.

Hvad er dine fremtidsplaner?
Jeg forsøger at starte en import-eksport-forretning i Sydamerika.

Øhhh…
Nej, sådan er det ikke. Varer som bananer og ananas. Det ville være dumt at lade være, nu hvor jeg har alle mine kontakter. Lovlige produkter er vejen frem.

Tak, Pieter.