En efterårssøndag samler hundredvis af stive palæstinensere sig i atriummet på det fem-stjernede hotel Mövenpick i Ramallah på Vestbredden. På en scene i den ene ende af gården spiller det Jerusalem-baserede band Khallas orientalsk metal, som bedst kan beskrives som en blanding af Black Sabbath og traditionel arabisk folkemusik, mens en gruppe unge palæstinensere danser dabke.

Dansende deltagere ved Palæstinas Oktoberfest.

Det var dag to af den palæstinensiske oktoberfest, et årligt event arrangeret af Taybeh Brewery, som er den eneste palæstinensiske ølproducent i de besatte områder. Den palæstinensiske ølfestival er noget mere afdæmpet end dens bavariske fætter, men over de seneste ni år har den alligevel formået at tiltrække hundredetusinde mennesker – hovedsageligt unge og velstillede palæstinensere, kristne såvel som muslimer – der fejrer øllets lyksaligheder ved at drikke rigelige mængder af det.

Festivalen blev startet i 2005 af Taybehs grundlægger, Nadim Khoury, og blev oprindeligt afholdt i en lille kristen by nord for Ramallah, der har lagt navn til bryggeriet. Ifølge Nadim var formålet med festivalen, “at give byens økonomi et boost, at promovere lokale produkter og at gøre opmærksom på livet under israelsk besættelse.”

Nadim Khoury skænker sig et glas Taybeh øl.

Efter at have læst til brygmester på et universitet i Californien rejste Nadim ligesom mange andre palæstinensere tilbage til sit hjemland efter underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1994. “Fredsaftalen gav os håb,” siger han. Men situationen i Palæstina har desværre ikke artet sig, som Nadim og hans landsmænd havde håbet. De israelske bosættere er stadig i Palæstina, og palæstinensisk selvstændighed og suverænitet har stadig lange udsigter. “Vi er stadig besat,” fortæller Nadim. “Vi har stadig ikke noget land, men vi har dog vores egen øl. Og det er jeg stolt af.”

Nadims svigerinde Maria Khoury er med til at organisere festivalen. Hun mener, at festivalen har været med til at lindre det palæstinensiske folks skuffelse over Oslo-aftalen og udbruddet af den anden intifada: “Festivalen var med til at tilvejebringe en følelse af normalitet,” fortæller hun. “I årevis havde folk gået rundt med bøjede hoveder – volden, udgangsforbuddet, færdiggørelsen af den israelske separationsbarriere. Oktoberfest hjalp folk med at glemme virkelighedens brutalitet.”

Selvom en ølfestival ikke kan slette 20 års systematisk undertrykkelse fra Palæstinas kollektive hukommelse, har oktoberfest været en af de få succeshistorier, der er til at opspore i et område plaget af krig. I løbet af de otte år festivalen blev afholdt i Taybeh drog cirka 15.000 festdeltagere årligt til den lille by på Vestbredden for at nyde specialbrygget øl, livemusik og hjemmelavet falafel.

Turister til Oktoberfest i Palæstina.

Desværre har festivalens stigende popularitet og en ny borgmester i Taybeh (der ikke er lige så begejstret for festivalen som dens mange deltagere), tvunget Nadim til at flytte arrangementet til det ulidelige Mövenpick hotel, der ligger i Ramallahs velstående Maysoun bydel. De fleste deltagere jeg talte med, var skuffede over at festivalen var flyttet. Da en ung palæstinensisk mand gik forbi hotellets infinity pool, kunne jeg ikke undgå at overhøre hans rammende bemærkning: “Det her sted er virkeligt ulækkert.”

Den præcise årsag til, at festivalen måtte rykke, er en smule uklar. Ja, festivalen er vokset for stor til at kunne fortsætte i Taybeh, men ifølge Nadim er det nærmere et spørgsmål om politik. “Der er en masse jalousi her i byen,” forklarer han. “Det nyvalgte bystyre er snæversynede – de forstår ikke, hvad det er, Oktoberfest har gjort for Taybeh i løbet af de seneste otte år.”

Men Taybeh-bryggeriet er vant til både modgang og kontroverser. Siden grundlæggelsen i 1994 har bryggeriet skullet tackle en lang række politiske såvel som sociale udfordringer, der opstår per automatik, når man er det eneste bryggeri i Palæstina. “Vi har haft besættelsen, økonomiske blokader og nedlæggelser – for slet ikke at tale om de kulturelle og religiøse aspekter. Vi har stået over for så mange udfordringer, at vi kunne skrive en bog om det,” fortæller Nadim.

“Jeg tror, der er mange mennesker, der ikke bryder sig om det, vi laver,” siger Maria med henvisning til, at alkohol stadig er tabu blandt en majoritet af Palæstinas fortrinsvis muslimske befolkning. “Vi hos Taybeh mener, at man skal drikke med måde, men det er klart at Oktoberfest og vores bryggeri er kontroversielle indslag i et land, hvor 99 procent af befolkningen egentlig ikke bør drikke alkohol,” forklarer hun. “Vi vil bare gerne have at folk hygger sig og nyder godt af Palæstinas store udvalg af mad og drikkevarer. Vi vil være med til at skabe et Palæstina der kan rumme alle på trods af forskelligheder – vi har en smuk og mangfoldig kultur.”

“De fleste mennesker forbinder ikke ligefrem Palæstina med Oktoberfest,” lyder det fra en af bartenderne på Mövenpick. “Men der er et kristent mindretal i og omkring Ramallah.” En af mine muslimske venner var enig: “Det er egentlig ikke så underligt – her er masser af udlændinge, kristne og et overraskende stort antal sekulære muslimer. Du taler faktisk med en lige nu,” siger han og tager en tår af sin øl.

Men i et komplekst socialt miljø som Ramallahs er det langt fra alle, der er lige så begejstrede for ølfestivalen som Nadim og Maria. På trods af at byen har gjort meget for at præsentere sig som et kosmopolitisk og moderne sted, hvor også vesterlændinge er velkomne, er mange af byens indbyggere modstandere af Oktoberfest.

Indkørslen til Taybeh bryggeriet , i den lille palæstinensiske landsby Taybeh.

En lokal butiksejer ved navn Muhammed fortalte mig at, “der er ingen moral her, kun masser af penge og udlændinge der opfører sig skamløst. Det er ikke godt for noget.” Fadi, en palæstinensisk studerende der er vokset op i Chicago, var helt enig. “Jeg mener, det er en skam, at de afholder deres festival her. Folk drikker i gaderne – rige mennesker, udlændinge såvel som palæstinensere – og jeg mener, det er respektløst over for majoriteten af os”.

Udenlandske penge og lokal velstand er et tilbagevendende tema blandt dem, der er imod festivalen. Selvom religiøse og kulturelle forskelligheder utvivlsomt bidrager til spændingerne, er steder som Mövenpick – et symbol på velstand i Palæstinas de facto hovedstad – og arrangementer som Oktoberfest også udtryk for Ramallahs økonomiske ulighed, og selvsamme uligheds betydning for hvordan den enkelte palæstinenser oplever besættelsen.

“Det handler ikke om at folk drikker, men om hvem der drikker,” siger en af Fadis venner, der studerer på Birzeit University. “Det er alt for dyrt at købe alkohol her, og de, der har råd, er alle en del af Palæstinas finansielle elite – de selvsamme mennesker der ser ud til at klare sig udmærket på trods af, at vi er besat.”

Inde i Taybeh bryggeriet, det eneste bryggeri i Palæstina.

De kulturelle spændinger er en fast bestanddel af Ramallah; en lokal café tæt ved centrum blev på et tidspunkt ugentligt angrebet med glasflasker, og et af de eneste steder i Ramallah, der spiller musik, blev på et tidspunkt angrebet med en molotovcocktail.

Det er højst usandsynlig, at den slags spændinger vil forsvinde helt, men folkene bag Taybeh er stolte, af det de laver. Og de er fast besluttede på at fortsætte, så længe de kan. “Vi bliver ved med at afholde Oktoberfest i mange år endnu,” siger Maria. “Vi vil være med til at skabe et land, der er demokratisk, frit og moderne, så vi kan leve sammen med mennesker, der er af en anden overbevisning, end vi er. Hvis vi respekterer deres måde at leve på, vil vi også respekteres af dem.”

Nadim tilføjer: “Taybeh-øl betyder alt for os, og det handler om meget mere end øl. Vi beder ikke om meget; vi vil bare have vores frihed. Og når den tid oprinder, så kan vi måske skåle i Taybeh – også vores alkoholfri øl. Skåle for både fred og frihed.”

Læs mere fra Sam her og se flere af Vittorias billeder her.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på MUNCHIES US i oktober 2013.