Molekylær-arkæologen Patrick McGovern fra University of Pennsylvania har brugt det meste af sin akademiske karriere på at studere ældgamle alkoholiske drikke. Dr. Pat (det foretrækker han at blive kaldt) analyserer potteskår, keramik og lertøj, der er blevet fundet i arkæologiske udgravninger. Ved hjælp af en metode der kaldes “Fourier transform infrared spectrometry“, kan han fastslå ingredienserne i de substanser, der sørgede for at vores forfædre kunne udholde et liv uden smartphones.

Men Dr. Pat holder ikke ingredienserne for sig selv. Han har formået at bruge sin Ph.d. i arkæologi i kommercielt regi, og han deler sine fund med det lille Delaware bryggeri Dogfish Head Brewery, der sørger for at de ældgamle opskrifter bliver til mikrobryg.

Kong Midas var Dr. Pats første muse. Han er mest kendt for at kunne forvandle ting til guld blot ved at røre ved dem, men Midas var en rigtig konge. I det ottende århundrede før vor tid regerede han over Frygien, der ligger i det moderne Tyrkiet, og i 1957 udgravede amerikanske arkæologer fra Penn Museum hans grav. Her fandt man liget af en gammel mand, en bunke med fine tekstiler og en samling drikkebeholdere af bronze, der var blevet brugt ved begravelsesfesten.

Tredive år senere undersøgte Dr. Pat beholderne og opdagede, at de indeholdt en drik bestående af fermenteret byg, vindruer, honning og en bitter ingrediens der nok nærmere var safran end humle.

Dr. Pat satte sig for at genskabe Kong Midas begravelsesfest i et forsøg på at indsamle midler til Penn States institut for molekylær arkæologi. Han sørgede derfor for, at der blev serveret en ret med barbecue-lam og linser, hvor inspirationen stammede fra forskellige udgravninger. Men først skulle han have et bryggeri til at sørge for øllet.

“I Tyskland har man oplevet tilfælde, hvor ugler har drukket sig stive i snaps for derefter at dejse om i vejkanten i en slags katatonisk tilstand.”

Han fremlagde første gang ideen ved en ølsmagning på Penn Museum i 2000. “Jeg sagde, at hvis nogen af mikrobryggerne havde lyst til at genskabe øl fra Kong Midas’ tid, skulle de besøge mig i mit laboratorie klokken ni næste morgen,” fortæller han. “Så næste morgen stod der 20-26 brygmestre og ventede på mig. Jeg kunne slet ikke fatte det.”

Smagsprøverne blev sendt til Dr. Pat med posten. “Min opgave bestod i at smage på dem og overveje, hvordan denne oldgamle drik var blevet lavet,” fortæller han. “Det var hårdt arbejde, men nogen skulle jo gøre det.” I sidste ende var det Sam Calagione fra Dogfish Head, der havde lavet det bedste produkt. Faktisk var resultatet så godt, at Calagione besluttede sig for også at sælge det til offentligheden. Det gik så godt at øllen, der har fået navnet Midas Touch, i dag er Dogfish Heads mest prisvindene øl.

Da Dr. Pat fandt 9000 år gamle potteskår med rester af øl i en stenalder by i det centrale Kina, besluttede han sig for at fortsætte samarbejdet med Dogfish Head. “Jeg følte mig bare godt tilpas med samarbejdet med Sam,” fortæller han, “og lige som jeg ville han også have, at det endelige resultat skulle være så tæt på originalen som muligt.”

Det endelige produkt, Chateau Jiahu, er lavet på muscat-druer, ris, honning af appelsinblomst og hvidtjørnebær. Det er verdens påviseligt ældste alkoholiske drik og har en alkoholprocent på 10 procent, hvilket tyder på at de forhistoriske kinesiske landbyboere ikke var specielt tyndbenede.

Samarbejdet mellem Dr. Pat og Dogfish Head har siden affødt en hel serie af ‘oldtids ales’. Der er den egyptiske Ta Henket, brygget på hvede, ild-bagt brød, kamille, dumpalme frugt og za’atar urter. Theobroma – baseret på en drik der blev indtaget af mellemamerikanske godtfolk omkring 1200 år før vores tidsregning – er lavet på Aztekisk kakao, honning, chili og annattofrø. De arkæologiske fund, der inspirerede opskriften, er det tidligste bevis, man har på mennesker, der indtager kakao. De har også lavet Etruscan Ale med hasselblomst og granatæble – og “Nordic grog” med birkesirup og mose-pors.

Den mest usædvanlige drik de har destilleret er nok den peruvianske Chicha, som de lavede et meget begrænset antal af. Chichaen var baseret på en traditionel peruviansk opskrift og blev til ved hjælp af en i vestlige øjne lidt utraditionel metode. Dr. Pat, hans kollega Clark Erickson og de ansatte på Dogfish Head samledes i bryggeriet og tilbragte timer med at tygge små bunker af lilla majs fra Peru for derefter at spytte dem ud. Det gjorde de for at sætte fermenteringsprocessen i gang. “Vi har de her enzymer i vores spyt, der er rigtig gode til at forvandle stivelse til sukker,” fortæller Dr. Pat. Det er noget, man stadig praktiserer i Sydamerika, men “de nedtoner det lidt nu om dage på grund af de hygiejnemæssige udfordringer, der er forbundet med en sådan metode”. En smule spyt var dog ikke nok til at skræmme de mange ølentusiaster, der deltog ved Great American Beer Festival i 2009. Der blev indgivet flere klager over, at køen til at smage Dogfish Heads Chicha blokerede de andre bryggeriers stande.

Mastikation er ikke den eneste alternative produktionsmetode, Dr. Pat og Dogfish Head har kastet sig over i deres søgen efter autenticitet. Gærstammer har udviklet sig over tid og de varierer afhængigt af geografi. “Man kunne bare have købt en speciel slags gær fra de store firmaer,” fortæller Dr. Pat, “men man kunne også prøve at skabe sin egen gær, som man forestiller sig, at den ville have set ud i oldtiden.”

For at lave den italiensk inspirerede Birra Etrusca krydsede de to moderne gærstammer for at komme så tæt på oldtidsgær som muligt. Inden produktionen af Ta Henket rejste holdet til Egypten, hvor de placerede petriskåle i en dadelpalme-lund i et forsøg på at indsamle lokale gærstammer.

Projektet er dog også nødt til at tage højde for nogle kommercielle interesser, der ellers ofte må vige til fordel for historisk akkuratesse. “Nogle gange sætter folk pris på øllenes autenticitet, og andre gange gør de ikke,” fortæller han. “Den egyptiske øl indeholder et krydderi, der hedder za’atar, og det er et meget populært krydderi i Mellemøsten. Men det er ikke for alle … Vi var nødt til stoppe produktionen af Ta Henket, da den ikke solgte særligt godt.”

Selvom Dr. Pats forhistoriske øl strækker sig mange tusinde år tilbage i tiden, repræsenterer de kun en brøkdel af menneskets kærlighedsaffære med alkohol. Evolutionen har programmeret os til at synes om alkoholen og dens virkning: 10 procent af leverens enzymer er dedikerede til at forarbejde alkohol, og alkoholindtagelse aktiverer en multifacetteret neurologisk reaktion, der tyder på, at vores hjerner har vænnet os til alkohol sådan rent genetisk.

Vores fætre og kusiner i dyreverdenen har den samme tilbøjelighed. Selv den tidligst kendte primat, den 60 millioner år gamle malaysiske træspidsmus, drikker store mængder fermenteret palmenektar, som svarer til ni glas vin dagligt, siger Dr. Pat. Frugtfluer og fugle er også glade for drikke sig en lille skid på. “I Tyskland har man oplevet tilfælde, hvor ugler har drukket sig stive i snaps for derefter at dejse om i vejkanten i en slags katatonisk tilstand.”

Vores tidligste forfædre var afhængige af naturligt gærede frugter, når de følte trang til at drikke sig fulde. Men da de tidligste landmænd holdt op med at jagte mammutter med spyd og i stedet fandt et sted at slå sig ned, begyndte de at brygge øl i rigelige mængder. “Hvis man ser på de mest anvendte kornsorter, vi stadig bruger den dag i dag – ris, hirse, durra, hvede, byg og majs,” siger Dr. Pat, “så tror jeg, at de blev domesticerede, fordi de blev brugt til at producere korn, så man kunne lave øl.” Landbrug og overgangen fra en omstrejfende til en mere fastforankret levevis er måske det absolut vigtigste innovative skridt i menneskets historie. Og vi gjorde det for øllets skyld.

Ifølge Dr. Pat har alkoholen gennem hele vores fælles historie indtaget en central plads i det menneskelige samfund. Den har spillet en afgørende rolle under fødsler, som medicin og specielt i religion. Selv i dag knæler utallige hengivne mennesker foran badeværelsets porcelænsalter efter en hård omgang druk.

Måske vil fremtidens arkæologer grave sig gennem resterne af Brooklyn blot for at finde ældgamle Pabst Blue Ribbon-dåser. Og hvis de så beslutter sig for at genoplive den ædle eliksir, vil Dr. Pats rester sandsynligvis trække veltilfreds på smilebåndet.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af MUNCHIES US i april 2014.