Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i november 2013.

I 2013 formåede Time Magazine at pisse hele det internationale restaurantmiljø af. De fremmedgjorde kvindelige kokke – nej faktisk negligerede de kvinder fuldstændigt. Det års novemberudgave af magasinet havde fået titlen “Gods of Food: Meet the People Who Influence What (and How) You Eat.” Indholdet bestod af en række historier om madverdenens mest indflydelsesrige personer, inklusive en liste med 13 “madguder” (ingen kvindelige kokke kom på listen) og et visuelt “kulinarisk stamtræ” bestående af branchens tunge drenge(!), som har skabt den gastronomiske scene. Heller ikke der var der plads til kvinder.

Som om det ikke var nok, så gjorde den ansvarlige redaktør sig efterfølgende uheldigt bemærket i et interview med Eaters Hillary Dixler, da han forsøgte at forklare Times testosteron-tunge indhold. Da han blev spurgt om, hvorfor Time ikke havde inkluderet banebrydende kvindelige kokke i “stamtræet”, svarede han, at “stamtræet blev, som det blev, fordi mænd tager vare på sig selv. Kvinder har virkelig brug for en eller anden – hvis ikke en mand – til at tage sig af den slags”. Stamtræet glemte at inkludere nøglepersoner som for eksempel Alice Waters, Barbara Lynch, Anita Lo, Elena Arzak, April Bloomfield, Clare Smyth og Dominique Crenn. For blot at nævne nogle få. Og lige da man troede, at det ikke kunne blive værre, tilføjede redaktøren, at Time “ikke havde villet lade listen blive forstyrret af kvindekvoter og ikke inkluderede kvindelige kokke bare fordi, at de er kvinder. Vi valgte i stedet efter omdømme og indflydelse.”

Men den her episode var ikke enestående. Den er symptomatisk for den gennemtrængende sexisme, der eksisterer i alle lag af den kulinariske verden. Eller som den New York-baserede kok Sarah Jenkins så fint beskrev det: “Det er mere en endeløs gruppe-onani-session forestået af medierne, PR-agenter og de kokke og lande, der ansætter dem, end nogen form for refleksion over, hvad der foregår ude i den virkelige verden.”

Kokken Margot Henderson – køkkenchef og medejer af Rochelle Canteen i London og gift med kokken Fergus Henderson – besluttede sig for at tage bladet for munden i midten af november 2013. Herunder bringer vi hendes svar til Time Magazine, hendes syn på kvinder i køkkenerne, og hvorfor hun er af den opfattelse, at medierne vil blive ved med at promovere mænd i højere grad end kvinder.

David Chang, René Redzepi og Alex Atala ser meget charmerende ud, som de pryder forsiden af Time, synes du ikke? Jeg er af den opfattelse, at de fleste af den slags kokke har besluttet sig for at blive berømte og derfor bevidst har kastet sig selv ud foran avispressen. Jeg tror, at kvinder sætter sig for at skabe gode restauranter, hvorimod mænd føler, at de er nødt til at ændre verden. Den australske kok Stephanie Alexander ejer en af verdens bedste restauranter. Nu om dage er hun dog stoppet med at lave mad, men de folk, hun har udlært, er utroligt dygtige. Hendes kogebog er fantastisk. Og det er lige dét: kvinder er bedre madskribenter end mænd, er de ikke? Og de stopper ofte i køkkenet, fordi de er så succesfulde og brillante til at skrive kogebøger i modsætning til mænd, ikke? Ham redaktøren på Time… Hold kæft en nar? At overse Alice Waters i sådan et værk? Det er faktisk ret chokerende.

Hvis man tænker lidt over det, så startede kvinder faktisk først med at arbejde i restaurantkøkkener for små 50 år siden. Nu har vi kvinder som Angela Hartnett og Joyce Molyneux, der var en af de første kvinder, der modtog en michelinstjerne. Angela formåede at inspirere en hel generation af unge mænd, der senere gik hen og fik glorværdige karrierer. Måske er mænd bare bedre til at tage for sig? De identificerer lynhurtigt, dét de er gode til, og kører så bare videre derfra.

De her mediefokuserede artikler er ofte baserede på geografi. Ferran Adriá er en fantastisk kok, der utvivlsomt har inspireret en del af denne generations madlavning. David Chang er dygtig, og det er René Redzepi også, men at klistre ordet “guder” på forsiden af Time, hvorefter redaktøren antyder, at han med vilje ikke har inkluderet kvinder, er simpelthen bare krænkende.

Medierne har en tendens til at promovere mænd mere end kvinder. I forhold til [Time-redaktøren] Howard Chua-Eoans citat fra interviewet med Eater – “mænd tager vare på sig selv. Kvinder har virkelig brug for en eller anden – hvis ikke en mand – til at tage sig af den slags” – der ville jeg argumentere for, at mænd faktisk har mere brug for kvinder, end kvinder har for mænd. Bag enhver mandlig kok står sandsynligvis et helt hold af fantastiske kvinder, der sørger for, at han kan koncentrere sig om sin karriere – manden står dog altid i front. I madmagasinerne her i Europa promoverer pressen mænd i højere grad end kvinder. De kan dog godt lide at promovere sexede og fine piger. Det handler alt sammen om, hvad der sælger. Sådan har det dog ikke altid været. Før i tiden handlede det om, hvorvidt man var god til at lave mad eller ej.

Jeg er ikke en af de kvinder, der burde have været inkluderet i magasinet. Jeg stoppede med at lave mad og fødte en masse børn. Kvindelige kokke som jeg selv skal både arbejde og tage vare på vores familier. Vi laver mad hele dagen og tager så hjem og laver mere mad. Før jeg blev gift, var det ikke gået op for mig, at den kulinariske verden var så sexistisk. Fergus tog ud for at åbne en restaurant, mens jeg blev hjemme for at passe børnene. Det tager et stykke tid, at vænne sig til at komme tilbage i køkkenet, og selv når det lykkes, kan det være svært at have overskuddet til at stå i køkkenet hele dagen. Jeg er af den opfattelse, at der er massevis af kvinder derude, der laver god mad og producerer virkelig fantastiske retter, men det er altså en machoverden.

Og kvinderne bliver trynet i køkkenet. Jeg kæmper en konstant kamp hjemme i mit eget køkken. Selv de kvinder, jeg har ansat i min egen restaurant, er nødt til at tilkæmpe sig muligheden for at tilberede og stege kød. Mandlige kokke foretrækker, at de kvindelige kokke forbereder grøntsager og bagværk. Kvinder har det hårdt nok i forvejen, når de skal vise deres værd, når de begynder at arbejde i et køkken. De skal virkelig kæmpe for at få lov til at arbejde med kød og fisk. Mænd føler, at det er deres ret at forberede fisk, fordi de tror er bedre til det end kvinder. Måske fordi de mener, de er stærkere. Men det handler om teknik og ikke om styrke.

Det er også tilfældet med den type af mad, der i øjeblikket bliver hyldet over hele verden – en meget macho type mad. Når kvinder laver mad, er det meget mere lige til. Det er en blidere tilgang til madlavningen, og det, mener jeg, ikke bliver værdsat nok.