Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Det er svært at livagtiggøre en rolle som Bella Swan. Hovedkarakteren i Twilight-“sagaen” var ikke så meget en kompleks karakter som en serie af mere eller mindre umotiverede handlinger, som man kunne spejle sit eget begær i. Hun var alt det, unge kvinder også var, og hun følte alt de, de føler. Da Kristen Stewart fik rollen som Bella, havde hun allerede et imponerende bagkatalog efter at have spillet med i film af David Fincher, Jon Favreau, Seann Penn, David Gordon Green og mange andre. Springet til hovedrollen i filmatiseringen af den ekstremt populære ungdomsroman skabte et offentligt kendskab til Stewart – som både blev en velsignelse og en forbandelse.

Twilight gjorde Kristen Stewart til en stjerne, men var samtidig ansvarlig for en kæmpe undervurdering af hendes talent. Uanset, hvad du synes om Twilight-filmene, så er det svært at argumentere for, at de er stor kunst. Den kunstige dialog og den forstyrrede kønsrepræsentation og seksuelle dynamik fik alle skuespilpræstationerne til at fremstå banale. Udover hos seriens unge og ofte kvindelige fans blev Stewart betragtet som lidt af en joke. Hendes stammende replikker, hendes konstante fumlebevægelser – alle Kristen Stewart-parodier begynder med at stryge pandehåret til side, puste ud og stamme lidt – og hendes ofte strenge udtryk sad fast i den offentlige bevidsthed om hende som eksemplet på det dårligste skuespil af en moderne stjerne.

Hvis man ser bort fra de lidt sexistiske undertoner fra Stewarts værste kritikere, så er der stadig en kritisk offentlighed tilbage, som ikke kunne forestille sig Stewart uden for ungdomsuniverset. Samtidig er der en modvilje mod at betragte hendes præstation mere nuanceret; det var ikke, fordi hun havde dårligt materiale at arbejde med og ikke formåede at overvinde den udfordring, nej, hun er i sig selv er en dårlig skuespiller, punktum. Men kigger man på hendes roller både før, under og efter Twilight, finder man en ung stjerne med et stort talent og en sans for kvalitet. Hun samarbejder ikke bare med store instruktører, men har konsekvent gennem sin karriere defineret en realisme i sit arbejde.

Stewarts seneste film med den franske instruktør Olivier Assayas i Clouds of Sils Maria og den kommende Personal Shopper er blevet beskrevet som et klassisk “kunstner-muse”-forhold. Det er en romantisk men forældet forestilling om kreativt samarbejde, som ikke er helt præcis. At se Stewart i Assayass film er at være vidne til en skuespillerinde, der fuldstændig kommanderer lærredet med sin tilstedeværelse – hver eneste facet af hendes karakters indre får liv med den mindste bevægelse. Hun er lige så meget auteur, som han er – i total kontrol over den virkelighed, publikum får præsenteret. I Personal Shopper spiller hun ofte over for intet andet end beskederne på sin telefon, og alligevel er det en af årets måske mest fascinerende præstationer.

Men Stewart har altid været god. Bare se hendes præstation over for Jodie Foster i Panic Room, hvor hun gjorde et varigt indtryk i selskab med en af de bedste amerikanske skuespillerinder gennem de seneste 40 år. Året efter Twilight havde premiere spillede Stewart over for Jesse Eisenberg i Adventureland og gav et liv til karakteren Em, som formentlig var gået tabt i hænderne på en mindre dygtig skuespiller. Selvom hun ikke er hovedkarakteren i filmen, bliver hun aldrig sat til vægs af filmens primært drengede appel. Hendes karakter er på papiret en kompliceret drømmepige i en nørds fantasi, men hun spiller den ikke nær så enkelt. Ems tragiske fortid er hendes egen, ligesom hendes begær, og det er Stewart, der får det frem. Hun er ikke defineret ved sin mandlige modspiller men ved sin egen komplekse selvforståelse – hvilket kommer frem i hvert et blik og hver en pause.

Det Stewart har, som mange skuespillere i hendes generation mangler, er en perfekt sans for naturalisme. Sidste år havde Stewart en birolle i Ang Lees drama Billy Lynn’s Long Halftime Walk, som blev optaget i 3D og med 120 frames per sekund. Med en framerate fem gange større end normalt, var Billy Lynn et forsøg på at give publikum en følelse af total realisme. Med sådan en framerate føles lærredet praktisk talt som et vindue til virkeligheden. Men realisme har sin pris. Udover at afsløre en undervældende produktionsværdi, så gjorde Ang Lees valg skuespillerne en kæmpe bjørnetjeneste ved at få selv den mindste smule urealistisk adfærd eller dialog til at se ud, som om det var et produkt af dårligt skuespil. Et format rettet mod total realisme kræver også absolut realisme, hvilket er svært at levere. Den eneste præstation, der klarer sig i Billy Lynn, er Stewarts. Hver eneste af hendes scener er et pragteksempel på naturlighed på skærmen – hvilket tiltrækker publikum på samme måde, som hun gør i ethvert andet format – og udtrykker karakterens mest subtile humør og følelser i de ekstra frames, som var hun en rigtig person, der sad lige foran dig.

Det kræver en vis intelligens og selvsikkerhed at gå ombord i et projekt som Billy Lynn og vide, at man kan levere varen, men Stewart har vist sin evne til at vælge projekter, der bringer hendes bedste kvaliteter frem. I Kelly Reichardts Certain Women spiller Stewart en kvinde, som en anden kvinde bliver forelsket i. Hendes karakters selvoptagethed bremser ikke hendes tiltrækningskraft, som drives af de simpleste valg – som måden hun tørrer sig om munden uden at pakke bestikket ud af servietten. Og i en sketch fra Saturday Night Live om Totinos Pizza Rolls (af alle ting), kommer jokens punchline af Stewarts afvæbnende naturlighed.

Hvis du tænker, at det er for meget at proklamere Kristen Stewart som en af sin generations bedste skuespillerinder, så der det kun, fordi hendes gamle associationer stadig er intakte. Glem dem. Hvis Twilight fik dig til at affeje Kristen Stewart, så se hende nu.